Jeg har fået sat ord på det der sled i mig,
fået et par redskaber som kan beskytte mig, når jeg i dag
skal til orienterende samtale vedr. arbejdsprøvning på Arla.
Beskytte mig, så jeg husker hvad jeg kan nu og
ikke hvad jeg kunne for 2 år siden.
PS: kan se at ovenstående ikke opfattes som det er ment :) . For 2 år siden kunne jeg det hele( troede jeg), så jeg SKAL huske at sige når det er for meget, og helst inden det er for meget. Jeg var og er kanon god til at lukke af, bide tænderne sammen og fortsætte for så at falde sammen når jeg kommer hjem. Den går ikke længere. Jeg skal mærke efter, lære at mærke inden det er for sent. Føj, hvor er det hårdt at skulle ud :(
På vej hjem, var jeg lige et smut i Føtex - bryder mig ikke om det - men der var noget jeg manglede og så prøvede jeg også lige en skijakke.
Der var ikke noget købehumør i mig, så den blev hængt på det fine stativ
der stod udenfor prøverummet.
Og så gik det hjemad.
Og så lige pludselig, inden jeg var helt hjemme opdagede jeg
at mit sælskindsarmbånd var væk -
væk som i pist væk.
Det havde siddet på højre arm, jeg havde passet på det - et øjebliks uopmærksomhed og det var svømmet væk !!
Hjem og dingeling dingeling til Føtex.
Sød ung fyr i telefonen, forklarede ham situationen og fortalte at jeg troede det lå i højre ærme af den der brune skijakke med turkis foer og kanter.
" øjeblik, jeg løber lige ned og kigger" sagde den søde unge mand.
Der gik et øjeblik " den var go' nok, det lå i ærmet ,
jeg lægger det til side til dig" - jeg takkede mange gange.
Hvem var det der sagde at unge mennesker ikke gider noget??! :)
- indlæg lavet i BlogPress på min iPad.