En fridag er ved at være ved vejs ende.
I morgen venter en arbejdsdag - en kort en, da jeg desværre ikke kan arbejde så meget endnu.
Dagen i dag har været langsom.
Der er lavet langsomme ting.
Rørt og bagt rugbrød.
Vasketøj er sat igang.
Der er fyldt mad på vores pillefyr - fryse vil jeg bare ikke.
Ænderne er tilset og tildelt mad og vand.
Sidst men ikke mindst er frisøren besøgt og håret kommet ned i den længde mit hår skal være -
nemlig kort som i kort. Jeg bliver klippet ca. hver 5. uge da håret ellers går helt sine egne veje, og det tolerer jeg ikke :). Jeg er ellers meget tolerant men ikke omkring MIT hår.
Håret er ikke kun kort, men det er også strit - ikke håret som er blødt og fint - men frisuren er voks og strit :) og jeg elsker det.
På mit arbejde kommer der nogen gange nogen der gerne lige vil tale med mig, de kender måske ikke mit navn, men beskrivelsen er ikke til at tage fejl af: det er hende med det korte strithår eller det er hende med morgenhåret. Ja, så ved de alle hvem det er. Det er næsten ligeså usmart som at have en gul bil - man kan ikke lave ulykker uden at blive genkendt ;0)
På et tidspunkt, stod jeg på en fridag med hovedet godt begravet i Nettos køledisk. Var dybt koncentreret om af finde noget pålæg der kunne friste, madpakkerne skulle jo ikke kun være rugbrød. Pludselig blev jeg prikket på skulderen og en sød ældre herre sagde: ville bare lige hilse på dig , kunne kende dig på håret !!! Ja, så kan man lære det, måske :)
Jeg finder det utroligt hyggeligt at blive genkendt, hilst på, vinket til og snakket med, bare fordi jeg nu engang arbejder på byens apotek.
